Charlotte Amalie

Gravmonument
Dronning Charlotte Amalies sarkofag er udført som pendant til Christian 5. s og svarer i alle dekorative led til denne. Kartoucherne på kistens langsider bærer monogrammet C A.

De fire relieffer på siderne refererer til Dronningens liv og virke:

1. Sydsiden mod vest: Frugtbarheden, en ung, laurbærkranset kvinde, har ved højre arm to børn, medens hun i venstre hånd holder en stillids-rede. På jorden andre symboler på frugtbarhed, en høne med kyllinger og en kanin med sine unger. I baggrunden solen fremstillet med ansigt, dens stråler bryder igennem en sky.
2. Sydsiden mod øst: Uddeling af lægemidler. En laurbærkranset kvinde med en æskulapstav i venstre hånd rækker med højre et lægemiddel til en syg kvinde, der sidder på jorden sammen med to børn. Til højre bag den første kvinde ses hylder med apotekerkrukker, kander og flasker, på jorden står flere flasker og en stor morter med støder. Allegorien hentyder til Charlotte Amalies interesse for kemien og medicinen. Fra hendes apotek blev de lægemidler, hun selv havde fremstillet, uddelt til fattige og syge.
3. På nordsiden mod øst: Andagt eller Gudsfrygt(?). En halvt tilhyllet kvinde sidder op mod et kroget træ ved siden af et brændende alter, i højre hånd holder hun et hjerte mod sit bryst, med venstre peger hun mod et lysende ”Jahve”, skrevet med hebraisk skrift. I alterets ild ses et brændende hjerte. Ved kvindens fod en pult med pude, hvorpå der ligger en bog. Mellem kvinden og alteret knæler en nøgen dreng med foldede hænder. Til venstre i baggrunden et landskab med bygninger, til højre i forgrunden endnu en knælende skikkelse. Relieffet svarer muligvis til Dronningens valgsprog: ”L’homme propose, dieu dispose”.
4. Nordsiden mod vest: Gavmildheden. En kvinde sidder i en pragtstol, flammer ses over hendes hoved. Ved sin venstre side har hun et bord med kander, på et mindre bord står en opsats, fyldt med mønter, på jorden tre pengeposer. Med venstre hånd tager hun pengestykker fra opsatsen, med højre giver hun en håndfuld til en halvt påklædt dreng. Bag ham rækker en usselt klædt krøbling sin hat frem mod hende. Til venstre en pjaltet tiggerske med et barn i en sæk på ryggen og bag hende en nøgen dreng.

På sarkofagens kant veksler Dronningens monogram ”C A” med bogstaverne ”R D” (regina Daniæ, Danmarks Dronning). De to allegoriske figurer på sarkofagens låg forestiller medlidenheden og klogskaben. Medlidenheden uddeler med venstre hånd mønter, blandt hvilke en vægterspecie med Christian 5.  i stående stilling ses. Hun har i skødet en rede med en grib og dens unger, gribben river med næbbet sit bryst op, og ungerne ernærer sig af dens kød og blod. Klogskaben holder i sin venstre hånd et spejl af hvidmalet træ, medens højre arm og hånd, omslynget af en slange, hviler på et dødningehoved . De to kvinder holder en medaillon med Dronningens portræt i lavt relief. På en pude på låget ligger en laurbærkrans og to palmegrene.

Ved hovedenden af sarkofagen er det danske og det hessiske rigsvåben anbragt i et skjold. Ved fodenden en kartouche med den latinske gravskrift (fordybede versaler): "C. A., den ophøjede fyrste landgreve Vilhelm. 4. til Hessen-Cassel’s datter, hvem naturen prydede med enhver af dydernes decor, valgt 1667 af Christian 5.  til at dele krone og leje, i 32 års ægteskab den bedste Dronning, den ømmeste og mest attråværdige hustru, bestandig det høje hjems og rigets støtte og af stiver, en frugtbar og meget lykkelig moder, ved en oprigtig kærlighed til fromhed, ved sindets højhed, ved velvilje og klogskab og ved fremragende udøvelse af alle heroiske dyder selv den største heltinde - i sin alders 64 år, i kristi 1714 år er hun nu, således som hun var givet jorden af himmelen, vendt tilbage til himmelen fra sin dybe sorg, efter at Kongen, hendes højt savnede ægtefælle havde været hende berøvet i 2 gange 7 år, og fra de modigste tårer, som hun aldrig vilde udgyde for nogen dødelig på jorden, nu har den højsalige sjæl i triumf mellem himmelens engle efterladt sit dødelige hylster, som her er nedlagt, til jorden" *.

Dronning Charlotte Amalie blev født den 27. april 1650 i Kassel, Tyskland. Hun var datter af landgreve Wilhelm VI af Hessen-Kassel og Hedvig Sophie af Brandenburg. Hun blev dronning af Danmark og Norge som ægtefælle til kong Christian 5. og spillede en vigtig rolle i en periode præget af enevældens konsolidering.

Charlotte Amalie blev gift med kronprins Christian i 1667, og da han besteg tronen som Christian 5. i 1670, blev hun dronning. Ægteskabet var arrangeret af politiske årsager, men Charlotte Amalie blev hurtigt kendt for sin loyalitet, fromhed og pligtopfyldelse. Hun fik otte børn, hvoraf flere overlevede barndommen, herunder den senere konge Frederik 4.

Charlotte Amalie var kendt for sin stærke tro og beskytterskab af de reformerte kristne, især fra hendes hjemland Hessen-Kassel. Under den skånske krig (1675-1679) støttede hun sin mand og arbejdede bag kulisserne for at styrke nationens sammenhold.

Hun udviste stor mod under "Kongelovens" håndhævelse og enevældens styrkelse, hvor hun fungerede som en stabiliserende kraft i hoffet. Selvom hun ikke havde en direkte politisk rolle, havde hun stor indflydelse på Christian 5. og blev respekteret i brede kredse for sin intelligens og diplomatiske evner.

Charlotte Amalie døde den 27. marts 1714 i København.

Charlotte Amalie blev en af de mest elskede og respekterede dronninger i Danmark. Hun efterlod sig et ry som en stærk og from dronning, der formåede at navigere i en tid med politisk uro og religiøse spændinger. Charlotte Amalies Plads og andre steder er opkaldt efter hende som en hyldest til hendes bidrag til dansk historie.

* Den lantinske indskrift lyder:

”Charlotta Amalia celsissimi principis Wilhelmi Quarti Hassiæ Cassellanæ Landgravii filia, quam omni gratiarum decore ditaverat natura, â Christiano Quinto in partem coronæ et thori assotiata(!) anno MDCLXVII conjugio triginta duorum annorum regina oprima uxor svavissima exoptatissima, in perenne domus augustissimæ imperiiq(ue) columen et futerum(!), foecunditate mater fortunatissima sincero pietatis amore celsitudine animi, beneficentia, prudentia et inimitabili omnium virtutum heroicarum exercitiô, heroina maxima anno ætatis sexagesimo quarto, Christi MDCCXIV, prout â coelo terris commodata ita coelo recepta de atrata, erepto rege conjuge desideratissimo bis septem annorum solitudine, tristissimisq(ue), quas nemini unquam mortalium in terra voluit, lacrymis; nunc inter coelites æternum(!) triumphans anima beatissima mortales, quæ hic conditæ sunt, terris reliquit exuvias”.