Gravmonument
Christian 5.s sarkofag er udført i hvidt, italiensk marmor med blågrå stænk.
På hjørnerne af den kraftigt modellerede sokkel ligger fire løver, imellem hvilke guirlander er ophængt.
Siderne er karnisformet svungne, de indrammes af volutter, der ornamentalt virker som konsoller for låget. Hjørnerne smykkes af englehoveder, og midt på hver langside er en kronet kartouche med Kongens monogram anbragt. Bag kartouchen, der er smykket med laurbær, findes våben og faner mærket med Kongens navnetræk og med norske og danske symboler. Bag alt dette er i selve sarkofagsiden indhugget volutter, svarende til hjørnernes.
På hver langside er udsparet to felter med relieffer, der gengiver scener fra den skånske krig. Motiverne hertil er hentet fra rosenborgtapeterne, hvis kompositioner, bortset fra visse forenklinger og sammentrækninger, er fulgt ret nøje af billedhuggeren:
1. Sydsiden mod vest: Indtagelsen af Wismar 13. december 1675. I forgrunden i midten modtager Kongen to udsendinge fra byen, han er til hest, bærer fjerprydet hat og har marskalstav i hånden. Syv beredne officerer omgiver ham. I en vogn til højre ses Dronningen med en ledsagende dame. Yderst i hjørnet en dreng med en hund. I baggrunden stormes den brændende by af spredte troppeafdelinger.
2. Sydsiden mod øst: Indtagelsen af kastellet i Landskrona 2. august 1676. Kongen står i midten omgivet af syv officerer. Han peger på den palisadeindesluttede by, som tropperne i baggrunden stormer. Til venstre i forgrunden en kanon, ved hvilken to soldater, der er klatret til vejrs, interesseret følger slagets gang. På havet i baggrunden til venstre to orlogsskibe. Til højre bag en ruineret bro ses en rytter, der med sin kårde peger mod byen.
3. Nordsiden mod vest: Slaget i Køge Bugt 1. juli 1677. En dansk tredækket fregat med den norske løve i spejlet glider ind foran stævnen på et svensk orlogsskib med en løve som gallionsfigur. Midt i forgrunden synker en svensk båd - søfolkene klamrer sig til vragstumper. Til venstre ses agterenden af et brændende skib med et profilhoved i spejlet. I baggrunden kæmper danske og svenske skibe - et synker, et andet brænder.
4. Nordsiden mod øst: Slaget ved Øland 1. juni 1676. Det svenske admiralskib ”Cronan” er ved at kæntre, redningsbåde er sat ud. Til højre herfor ses bredsiden af et dansk orlogsskib, og yderst ude agterenden af et brændende svensk skib med et hoved i spejlet. I forgrunden er et skib næsten opslugt af bølgerne. I baggrunden danske og svenske skibe i kamp, nogle brændende, andre synkende.
Ved hovedenden af kisten ses en kronet kartouche med rigsvåbenet, for fodenden en kartouche med den latinske gravskrift (fordybede versaler): ”Den ophøjede og mægtige monark, Christian. 5., den nordlige verdens berømmelse og lykke, en grundpille for fromhed og retfærd, som han håndhævede på det bedste, kirken øgede og prydede han med de skønneste bygninger, rigerne med en uforlignelig lov, der på en gang var misundelsesværdig og beundringsværdig for hele verden, rigernes øverste domstol med purpur og skøn prydelse, borgernes sæder ved fremragende lovgivning, residensstaden ved byggeri, udvidelse og handel, selve dyden lod han i højere grad dyrke i den ædle opdragelse på det kongelige ridderlige akademi, og lagde i det offentlige større vind på den i visse og bestemte rangforordninger ved oprettelsen af den berømmelige Dannebrogsorden, og gjorde den samtidig ved en ædel kappestrids ånd himlen mere værdig, i kraft af det mod, ved hvilket han var den største i fred såvel som i krig, oprejste han stærke fæstningsværker til rigets sikring, det nordiske bondeland instruerede han i våbenbrug, og efter at bonden var beredt til sejrstrofæer, betvang han energisk tidligere tiders fjender og efter at have berøvet dem de fleste af deres provinser, bragte han dem til billighed; forladt af sine forbundsfæller i krig, ja, af alle, lod han ingen i stikken, men uforfærdet og med den største standhaftighed holdt han sin tro hellig lige til miraklet, og omsider fuldendte han dødeligheden, han som forsonede himmelen ved alle dyder, han som forbedrede jorden og var en pryd for det timelige, i sin regerings, sin alders 54, verdens frelses 1699 år, da hans ry næppe var begrænset til stjernerne og jorderigerne, hans aske er indesluttet her." *
Lågets kant er dekoreret med monogrammet C5 og bogstaverne RD. Ved hovedenden et englehoved, ved fodenden et kronet dødningehoved. Oven på låget ligger et stort krucifiks. Sarkofagens betydeligste udsmykning er de to store allegoriske figurer, der sidder på lågets kant.
Den ene forestiller Justitia (retfærdigheden), en kvinde med bind for øjnene og et sværd (af hvidmalet træ) i højre hånd, den anden Pietas (fromheden) med et nedadvendt overflødighedshorn i skødet og venstre hånd på brystet. Flammer ses over hendes hoved. Tilsammen illustrerer de to figurer Christian 5.s valgsprog: ”Pietate et Justitia” (Med fromhed og retfærdighed). De to Kvinder holder mellem sig en oval portrætmedaillon, der er kronet og indfattet i en laurbærkrans). Kongen er her fremstillet som romersk imperator. Forbilledet for portrættet er sandsynligvis det relief af Christian 5., der findes i riddersalen på Rosenborg, og som er tilskrevet Cesare L’Amoureux. Bagsiden af medaillonen er smykket med en bladomvunden, slukket fakkel, der er sammenbundet med to andre nedadvendte, tændte. Medaillonen står på en pude, hvorpå også sværd, scepter og rigsæble er anbragt sammen med en laurbærkrans.
Sarkofagen måler 277 cm i længden, 147 cm i bredden. Højden er 145 cm.
Christian 5. blev født den 15. april 1646 på Flensborg Slot som søn af kong Frederik 3. og dronning Sophie Amalie. Han var den første konge, der var født til enevælden, og hans mål var at styrke kongemagten i en tid med store forandringer i Danmark.
Hans valgsprog, Pietate et Justitia (Med fromhed og retfærdighed), viser, at han ønskede at styre landet med fast hånd.
I 1667 giftede Christian 5. sig med Charlotte Amalie af Hessen-Kassel, og de fik syv børn. De mest kendte er Frederik 4., som blev konge efter ham, samt Christian, kronprins, der døde tidligt, prinsessen Sophie Hedevig, der forblev ugift og Vilhelm, prins.
Han havde også flere børn uden for ægteskabet med sin elskerinde Sophie Amalie Moth, som han gjorde til grevinde af Samsø.
Efter sin fars død i 1670 blev Christian 5. konge. Han fortsatte den absolutte styreform og styrkede også centraladministrationen. I 1683 indførte han Danske Lov og i 1687 Norske Lov, der samlede lovgivningen i Danmark og Norge.
En stor udfordring under hans regeringstid var Skånske Krig (1675-1679) mod Sverige. Selvom krigen ikke ændrede grænserne særligt meget, var den vigtig for den danske nationalfølelse, da landet forsøgte at generobre tabte områder.
Christian 5. forsøgte at styrke Danmarks position gennem alliancer, men det lykkedes ikke i stor grad. I 1671 indførte han en ny rangordning, der skabte nye adelstitler som grever og baroner for at knytte adelen tættere til tronen, samtidig med at han svækkede den gamle adel og gjorde mere for borgerskabets betydning.
Christian 5. døde den 25. august 1699 på Charlottenborg Slot i København.
Han efterlod sig et stærkere centraliseret land med en mere effektiv administration. Hans lovreformer havde stor betydning, og hans tid som konge markerede en fastlæggelse af enevælden, som varede i over et århundrede. Han huskes ofte som en konge, der styrkede statens struktur, men som også måtte balancere mellem adelens og kongemagtens interesser.
* Den latinske indskrift lyder:
"Augustissimus et potentissimus monarcha Christianus Quintus orbis arctoi gloria, felicitas et columen, pietate et justitia, quarum assertor optimus, ecclesiam ædificiis ornatissimis regna incomperabili universo orbi invidendo simul et venerando jure, supremum regnorum tribunal purpurâ et ornatu splendido, civium mores politia exquisitissima, urbem regiam structura, amplitudine commertiisq(ue) auxit et condecoravit, virtutem ipsam nobili in regia equestri academiâ educatione excultiorem, certis in publico et statis honorum gradibus erectiorem illustrissimi ordinis Dannebrogia restitutione, excelsoq(ue) simul generosæ æmulationis spiritu, coelo digniorem præstitit fortitudine, qua pace et bellô maximus, fortissima in imperii securitatem munimenta erexit, rura ipsa borealia armis et ad trophæa paratô instruxit aratore, hostes superiorum temporum audacia, plurimisq(ue) simul provinciis exutos strenue coercuit et in æquum redegit, sociisq(ue) bellorum, ab omnibus etiam desertus, neminem deserens, summa intrepidi pectoris constantia fidem ad miraculum usq(ue) religiosissime servavit omnibus deni(que) virtutibus coelum propitians, terram emendans, seculum exornans, anno imperii trigesimo, ætatis quinquagesimo quarto salutis mundi MDCXCIX mortalitatem explevit fama sideribus et seculis vix circumscripta, cineres hic inclusi”
