
Epitafium fra omkring 1640, rejst over Susanne.
Inskription:
Susanna, datter af Hr. Mads [Jensen Medelfar] Biskop i Lund i Skåne, Kannik i Roskilde, Professor med. ved Københavns Universitet, Ole Worms anden hustru, moder til fire børn, alt for tidligt bortrevet af pestepidemien. Den sørgende ægtefælle lod dette sætte i kærlig erindring. Hun døde 27. aug. 1637 i sit ægteskabs 7. og sin alders 24. år.
Det lille epitaf, der er af sandsten med et portrætmaleri af afdøde i topstykket, består af et smalt storstykke med gravskriften i en oval Kartouche og i vinklerne foroven et »Ihs« i flammekreds og guds hånd, som holder et dryppende horn.
To store flankerende engle, der knæler på bølgende skråprofiler, holder henholdsvis et korsfæstet og et såret hjerte. Det lave hængestykkes skriftfelt med dødsdatoen flankeres af to vandret bortsvævende englebørn.
Herunder er der endnu et ekstra lille hængestykke med Worms og hustruens våben, hans med OWD, lodret delt med træ i højre og sående løve mellem ni ruder i venstre felt, hendes et af tornegrene omvundet blomstrende hjerte. Den runde portrætmedaillon flankeres af to buttede drengebørn, der holder en laurbærkrans over billedet. Epitafiet krones af et stort flammende hjerte med Jahves navn på hebraisk i flammesol. Det lille, overordentlig smukke portræt af den unge kone er malet på kobber. Epitafiet er ophængt ud for deres grav og gravsten.
