Gravmonument
Tre trin af rødbroget, aggershusisk marmor fører op til den todelte, rankesmykkede plint, hvorpå sarkofagen er anbragt.
På hver side af plinten, der er af blåt lillienskjoldsk marmor, sidder en sørgende kvinde i klassisk klædebon. Til venstre ”Danmark” med løver og hjerter i det enkle diadem. Med højre hånd griber hun en flig af sin kappe, med venstre støtter hun det sænkede hovede.
Til højre drejer ”Norge” sig med hævet blik mod sarkofagen. Hun lægger de foldede hænder på plinten, i hendes diadem står den norske løve. Begge figurerne er udført i hvidt italiensk marmor ligesom selve sarkofagen.
Sarkofaget støttes af to brogede endestykker og smykkes på forsiden af to hvide støtter, der rækker fra plinten til lågets underkant. Imellem dem ses et relief med fire allegoriske kvindeskikkelser: fra venstre kommer ”Freden”, der med højre hånd holder en tændt fakkel ned imod forskellige krigssymboler — et pilekogger, en økse og en kølle. Hun føres ved hånden frem af ”Klogskaben”, om hvis højre hånd og arm en slange snor sig.
I midten af relieffet ses et skjold med tordenkile, over det en fjerprydet hjelm. Til højre herfor står »Standhaftigheden«, der med højre hånd støtter sig til en søjle, medens hun lægger venstre på brystet. ”Århundredets lyksalighed” tager et skridt hen imod hende, idet hun læner sit ror, smykket med en delfin, mod ”Standhaftighedens” søjle og med venstre hånd viser hen til to korslagte overflødighedshorn og en stående vinget hermesstav.
Over relieffet læses med metalversaler: ”Fridericvs V dei Gratia Rex Daniæ Norvegiæ Vand: Goth:” (Frederik 5. af Guds nåde Danmarks og Norges de Venders og Gothers konge).
Lågets kant støttes på hver kortside af to kraftige, rankesmykkede konsoller. Det har karnisformet underkant, prydet med akantus, medens overkanten markeres af et gennemløbende stavbundt. Øverst på låget ligger en blok med en pude, hvorpå kronen er anbragt, skærmet af et bagvedliggende, løst draperet klæde.
Bag sarkofagen står op til kapellets væg en høj, firkantet støtte af blåt, lillienskjoldsk marmor. Over denne rejser sig en rund, glat søjle af samme materiale, omvundet med en egekrans, en perlekrans og en laurbærkrans. På søjlens skaft er en portrætmedaillon af Kongen i antik dragt ophængt, udført , i hvidt Marmor og indfattet af to overflødighedshorn.
Over det frit komponerede kapitæl står en urne af sort, gulåret marmor, hvis versalindskrift meddeler Kongens fødselsår og dødsår: ”Natvs d. XXXI Mart. MDCCXXIII denatvs d. XIIII Ianvar MDCCLXVI” (Født 31. marts 1723, død 14. januar 1766).
Sarkofagen er 397 cm lang, 152 cm bred og 168,5 cm høj.
Frederik 5. var en konge fra oplysningstiden, som blev født den 31. marts 1723 på Frederiksborg Slot som søn af Christian 6. og Sophie Magdalene. Han blev konge af Danmark og Norge i 1746 og regerede indtil sin død i 1766. Frederik 5. er bedst kendt for at have styrket monarkiets magt og for sin forbindelse til oplysningstiden, selvom hans tid også bød på politiske skandaler og intriger ved hoffet.
Hans valgsprog var Prudentia et constantia, hvilket betyder at handle med klogskab og standhaftighed.
Frederik 5. havde to ægteskaber. Først giftede han sig i 1743 med Louise (1724 - 1751) fra Storbritannien, og de fik fem børn, heriblandt Christian 7., som senere blev konge, samt Louise, der blev gift med hertugen af Sachsen-Hildburghausen. Efter Louises død giftede Frederik sig i 1752 med Juliane Marie af Braunschweig-Wolfenbüttel, som blev stedmor til hans børn. Sammen fik de en søn, Arveprins Frederik, som fik betydning ved hoffet.
Da Frederik 5. blev konge efter sin fars død i 1746, begyndte oplysningstiden at påvirke Danmark. Han støttede rationalisme og videnskab og indførte reformer for at forbedre økonomi og administration. Han gjorde meget for at styrke kongens position og gjorde Danmark til et mere fremadskuende monarki i Europa. Han samarbejdede med nogle af tidens største tænkere og var en stor støtte til kunst og videnskab, herunder Det Kongelige Teater og Det Kongelige Akademi for de Skønne Kunster.
På den udenrigspolitiske front mødte Frederik 5. også nogle udfordringer, især angående Slesvig-Holsten. Selvom hans tid var præget af politisk stabilitet, var der spændinger med Preussen og Sverige. Han slap dog for de store krige, som hans forgængere havde oplevet.
Frederik 5. døde den 14. januar 1766 på Christiansborg Slot.
Han efterlod et Danmark, der var mere åbent over for oplysningstidens idéer og reformer. Hans styre bidrog til at modernisere landets politiske og kulturelle landskab, og det var et vigtigt skridt i den danske monarks historie og oplysningstiden.
